Skolevalgets Palæstina-forbud findes også i Folketinget
af Kia Vakili Khatibi
Det er et angreb på den demokratiske samtale og ytringsfriheden, når Folketingets Præsidium forbyder elever at diskutere Palæstina. Det mener nogle i hvert fald. Andre er af den holdning at eleverne i 8., 9. og 10. klasse skal introduceres til den demokratiske samtale i trygge rammer, hvilket bl.a. Præsidiet mener, at mærkesager som ”Anerkend Palæstina som selvstændig stat” ikke skaber.
Diskussionen bølger frem og tilbage på sociale medier, i aviserne og på radioen. Jeg er af den holdning, at den demokratiske samtale bygger på, at alle har ret til at ytre sig og udtrykke deres holdninger, og derfor er kampen for at tillade mærkesager til Skolevalget såsom ”Anerkend Palæstina som selvstændig stat” vigtig for at sikre de unges demokratiske dannelse. På trods af vigtigheden af denne kamp, kan jeg samtidig ikke lade være med at tænke, at vi har mistet blikket for det væsentlige; At den vigtigste samtale om Palæstina finder sted i Folketinget.
Jeg savner at se den samme forargelse og indignation over den politiske samtale om Palæstina i Folketinget - eller manglen på samme. Én af grundsøjlerne i den demokratiske samtale er ytringsfriheden, og det er netop gradbøjningen af denne, som har forarget. En anden bærende søjle er åbenhed; nemlig at deltagerne i en debat er villige til at lytte, villige til at forstå, og vigtigst af alt, villige til at ændre holdning. Uden dette grundprincip bliver den demokratiske samtale til et skuespil; hvor Folketinget er kulissen, politikerne er skuespillerne, og vi, alle os der kigger på, er tilskuere, som tror, at debatten kan føre til politisk kursskifte, men er uvidende om, at handlingen er forudbestemt.
Min kritik af den manglende villighed til at ændre holdning i den politiske debat om Palæstina er egentlig ret simpel. For hvis følgende fakta ikke er grundlag til at handle bare det mindste, hvordan kan man så holde stædig fast i, at samtalens resultat ikke er forudbestemt:
Israel har dræbt mere end 50.000 mennesker i Gaza, hvoraf størstedelen er kvinder og børn.
Ledende professorer og eksperter mener, at Israel begår folkedrab i Gaza, herunder bl.a. den anerkendte israelske historiker Amos Goldberg.
FN, Amnesty International, Oxfam, Human Rights Watch og den israelske menneskerettighedsorganisation, B’Tselem, er blandt mange organisationer, som mener, at Israel begår folkedrab og etnisk udrensning i Gaza.
Israel blokerede al nødhjælp ind i Gaza i næsten tre måneder, hvilket har skabt akut fare for omfattende hungersnød i Gaza, samt at dræbe 14.000 spædbørn, hvis mødre er for underernærede til at kunne amme. Israel blokerer fortsat langt størstedelen af nødhjælp fra at komme ind, og hungersnød i Gaza er derfor stadig et massivt problem.
Israel blokerer for, at internationale og uafhængige journalister kan få adgang til Gaza – hertil kan man spørge sig selv; hvorfor mon de gør det?
Israel har benyttet et kunstigt intelligenssystem med navnet ”Lavender” til at styre deres bombninger i Gaza. ”Lavender” er et program bygget til at gennemtrævle data såsom WhatsApp beskeder til at markere alle med en forbindelse til Hamas, og på trods af høj risiko for fejl og perifere forbindelser, er dette system blevet brugt til at lokalisere hvilke palæstinensere, som Israels droner skulle dræbe. Hertil er et system også blevet skabt med navnet ”Where’s Daddy?”, som skulle lokalisere, når den markerede person var hjemme, for at Israel derefter kunne bombe dette hjem – hvilket, som du nok kan forestille dig, har betydet, at Israel har dræbt tusinder og atter tusinder af civile, som har befundet sig i de pågældende bygninger.
Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch har Israel benyttet sig af hvid fosfor i deres militære angreb på Libanon.
Israel har systematisk bombet hospitaler i Gaza – læg hertil gerne mærke til, hvordan bombning af hospitaler bliver beskrevet i medierne i dag uden skandaløsitet eller fordømmelse.
Denne liste er blot et uddrag, og ser bort fra forfærdende historier som Hind Rajab og hendes familie, som blev kynisk dræbt af israelske soldater. Denne liste burde kunne overbevise ethvert menneske, om det så er en folketingspolitiker eller en folkeskoleelev, om at Israels handlinger i Gaza kræver en øjeblikkelig reaktion fra Danmark.
På trods af alle disse informationer, ser vi fortsat ingen sanktioner eller fordømmelse. Tværtimod eksporterer vi i Danmark fortsat komponenter til F35 kampfly, som bomber i Gaza – en beslutning som Astrid Kjeldgaard-Pedersen, professor i international folkeret ved Københavns Universitet, beskrev i DR's Deadline som, ”at vi kan have et medvirkeansvar, for hvad der foregår [i Gaza]”.
På baggrund af den fremlagte information, rejser jeg nu det provokerende spørgsmål: Er dét, vi er vidne til i Folketinget virkelig så anderledes fra at forbyde mærkesagen "Anerkend Palæstina som selvstændig stat" til Skolevalget?
Nogen vil måske sige, at det ikke er det samme at forbyde en debat, som at være uvillig til at lytte i en debat. Det er rigtigt. Men når regeringen gang på gang ignorerer eksperter, menneskerettighedsorganisationer og dokumentation for folkemord, bliver forskellen mellem de to mindre vigtig, eftersom konsekvensen i begge tilfælde er den samme: Palæstina bliver gjort umulig at tale om.
Derfor er Præsidiets beslutning ikke så langt fra den virkelighed, der eksisterer på Borgen. Det er vigtigt at holde fast i, at skoleelever må diskutere om Palæstina, mens vi må insistere på, at Folketinget også skal gøre det samme – åbent, ærligt og med vilje til at handle - ellers må vi erkende, at en af grundsøjlerne i den demokratiske samtale er krakeleret.