Du er min nærmeste ven. Selvom jeg har vendt dig ryggen flere gange. På trods af jeg har peget fingre af dig. Selv efter jeg beskyldte dig for at være årsagen til uretfærdighederne. Så blev du hos mig. 

Når verden sårede mig, hidkaldte jeg dig. For du var mit skjold. Du gav mig en styrke, som jeg gemte mig bagved. Mens tankerne kørte rundt i hovedet. Om hvorfor de sagde de ting? Om hvorfor mig? Var det på grund af dig? 

Det var dét, du var for mig engang. Den mørke side. Min mørke side. Det var derfor, du pludselig skulle holde dig langt væk fra mig. Du var stigmatiseret. Udstødt. Fremmedgjort. Det var jeg ikke. Jeg var mig selv. Uden dig var jeg som de andre. 

Uden dig var mit smil mere uskyldigt. Mine øjne var mere indbydende. Jeg summede bekymringsfrit rundt, mens du blev bortført af håndvasken. Min selvtillid voksede. Og de mørke skyer trak sig tilbage. Det var en solstrålefortælling.

Indtil det skete igen. Uden du var der. Et jordskælv og tusind blinkende øjne. Der alle var rettet mod mig. Det var derfor, jeg tog dig tilbage. Skal jeg sige det som klichéen? Det var ikke dig. Det var mig. Så hvad var pointen med at gemme dig væk? Du kunne lige så godt stå frem for hele verdens skue. For vi var skæbnebestemt forbundne. 

Det accepterede jeg den dag. Gennem dig opdagede jeg mig selv. Jeg havde levet i benægtelse. I en selvskabt illusion. Jeg tog på opdagelsesrejse for at spore, hvor du stammede fra. Og dér fandt jeg tryghed. I at være mig selv. Og vi grinte af de andre. Vi rakte fuck af de andre. Vi gav ikke en fuck for de andre. 

En dag vil du være gråhvid. Som asken fra et bål. Du vil have mistet din flamme og din intensitet. Men det er fint nok. For på det tidspunkt vil jeg også være en gammel mand. Og gamle mænd er gamle mænd. De er ikke ligesom unge mænd. Unge mænd er enten unge mænd – eller også er de perkere.

Når jeg en dag får øjenkontakt med de sidste gløder fra dit bål, vil du se taknemmeligheden i mine aldrende øjne. Taknemmelighed for at minde mig om, hvem jeg er. For at huske mig på skønheden ved foden af mit familietræ. For de hårde tider vi har været igennem sammen. 

Det sorte skæg. Mit sorte skæg. Mit livs kompagnon.