Søskende. Nogle har dem, andre ej. Bundet af blod, hånd i hånd gennem barndommens vilde buskads. En ven for livet. Det hjælper selvfølgelig en hel del, at man vokser op under samme tag i de første godt og vel 16 år af ens liv, hvis ikke mere. Der sker så meget i den alder, og man får set hinanden på både de bedste og værste dage. De sider slipper forældrene selvfølgelig heller ikke for. Det ville i hvert fald være en skam, selvom nogle nok ville mene, at det ville være lidt sjovere uden vræl og gråd over episoder, som set med voksne øjne, var bagateller.

Nogle gange savner jeg at bo under samme tag som min søster. Hjemme hos vores forældre. Med lukkede øjne ruller jeg livets grynede film tilbage i kassetten. Spoler tiden helt tilbage. Til da livet var simpelt, fredagsslik var gud og min søsters:

”MOOOOOOR, VICTOR SLOG MIG!”

rungede højt i stuen (Hun startede selvfølgelig, og det var bare et lille puf som gengæld for hendes slag). Nu til dags ser vi ikke så meget til hinanden bortset fra familiearrangementer og vores to årlige restaurantbesøg, som er blevet en internt aftalt fødselsdagsgave, vi giver til hinanden. Vi har begge liv med fart på og prioriteringer, og derfor er det blevet vores aftalte gave til hinanden - for den største gave vi kan give hinanden, er tid.

På trods af den fysiske afstand er vi stadig tætte. Der er nok et urinstinkt vævet ind i sindet i enhver storesøskende. Som giver os ansvarsfølelse - beskytterens rolle. Jeg skærer mig på tanken om, at hun nogensinde skulle komme noget til. Som en rødglødende kniv, der strejfer mit hjerte. For jeg er storebror, og jeg skal passe på hende. Jeg ville slippe alt, hvad jeg havde i hænderne, hvis jeg blev ringet op, og der var sket noget alvorligt. Hvor end du var. Om jeg så kunne gøre noget ved det, er en anden sag. Men jeg ville i hvert fald prøve. Det skylder jeg dig. For du er min lillesøster og min ven for livet.